Vi lever et virkelig forkælet liv, specielt i Vesten, og vi tager det meste forgivet. Vi køber ind i store mængder, lader halvdelen rådne i køleskabet for derefter at smide det ud, sammen med de rester som man egentlig ikke gad at spise alligevel. Vandet fosser ud af vandhanerne, både under bad, tandbørstning og opvask. Elektricitet bliver brugt i dyre domme og når tingene så ikke lige går efter ens hoved, så brokker man sig på livet løs. Er sikker på, at rigtig mange kan nikke genkendende til det. Desværre!

Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde at man skulle kigge på dem, der er dårligere stillet end en selv, så man bliver taknemmelig.

Det at man brokker sig, det er tegn på utaknemmelighed og utålmodighed, begge som er noget, der ikke er godt i vores religion. En mu’min (ægte troende) er den, som når noget godt rammer ham er taknemmelig, og når noget dårligt rammer ham, er tålmodig.

Vi har i flere dage haft vandmangel. Ingen vand ud af vandhanerne. Intet! De få gange der er vand, så er det kun om aftenen og kun i et par timer, så det gælder om at være hurtig til at få fyld store dunke op, så man har til dagene. Alligevel kan vi kun sige alhamdulillaah. Vi har mulighed for at fylde dunke op, engang imellem. Vi har muligheden for at gå ned i butikken og købe vand og endda få det bragt hjem for sølle 2 kr. Hvor mange mennesker skal ikke gå flere kilometer for at hente vand, som de skal slæbe hjem på hovedet eller hængende over skuldrene på en stang, og alligevel er vandet ikke rent, men brunt og grumset. Hvad med dem som er på flugt fra diverse undertrykkere, som må nøjes med det vand de støder på? Det tænker man ikke lige over til hverdag, når men fråser med vandet.
Vi skal virkelig være taknemmelige for det vi har og de muligheder vi har. Allaah vil spørge os om det og Allaah kan ikke lide dem, som er utaknemmelig og dem som fråser med tingene.

Hele ens liv og levemåde bliver sat lidt i perspektiv når man kommer gående ned af gaden, med ens klapvogn, som dårligt nok kan køre pga. fortovet ligner en ørken med alt det sand der ligger, så kan man godt savne de rene fortov i Danmark, som er meget barnevogns-venlige. Alligevel virker det bare så ubetydeligt at man skal gå der i varmen og svede, mens man skubber klapvognen med stort besvær, når man så går forbi et så faldefærdigt hus, hvor en mor og hendes to børn sidder. De har ingen døre eller vinduer. Der bliver brugt pap og stof til at afskærme, så de får en smule privatliv. Man kan se at de er beskidte og de lever under virkelig dårlige forhold. Man får ondt af dem og så kan man ikke lade være med at være taknemmelig for ens hjem og tag over hovedet, med senge, borde, toilet, vask, køleskab og elektricitet.

Endnu bedre bliver det nu ikke, når man længere nede af gaden går forbi en skraldespand, hvor 3 små drenge står og åbner folks skraldeposer, bare for at se om der skulle være smidt noget ud, som de kan spise. Tænk hvis det var en selv? Hvor ulækkert er det ikke at stå og spise skrald? Men hvor syndt og hjerteskærende er det ikke, at der rent faktisk er rigtig mange mennesker hvor det er en realitet. Det er deres eneste måde at overleve på og alligevel er de taknemmelig når de endelig finder noget, fordi de tænker på dem, som ikke er så heldige at finde noget at spise. Så får man en dårlig smag i munden, når man tænker på alt det mad man har smidt ud gennem tiden, alle de gange man har brokket sig over maden, ”skal vi nu have det igen”, alle de gange man bare ikke er tilfreds. Sørgeligt men sandt L

Det er bestemt ikke sjovt at opleve de ting på første række, men jeg er så glad for at Allaah har vist mig disse ting, for nu sætter jeg mere pris på det jeg har, meget mere end jeg gjorde før, alhamdulillaah. Nu kan jeg se hvor mange goder jeg virkelig har, på trods af at jeg mangler diverse køkkenremedier, ikke kan skylle ud i toilettet pga. vandmangel, har et internet der er langsomt og utilregneligt og ikke har penge nok til at købe tallerkner.