As-salaamu ’alaykum wa rahmatullaah wa barakaatuh,

Mødre! The raiser of the generations. At være mor….. er virkelig hårdt, for at være helt ærlig. At være mor er fyldt med massere af glæder og kærlighed, men det er også fyldt med fiaskoer, nedture og tonsvis af bekymringer. Det starter lige så snart man ser 2 streger på ens graviditetstest og slutter først når man forlader denne verden.
Når man ved der ligger en lille spire inde i ens mave, så starter bekymringerne. Er det rask, bliver det en fuld graviditet, har det nogle handicap, bevæger det sig nok, er det overhovedet levende? Hvordan vil fødsel gå?
Når babyen endelig er kommet tænker man over om det nu får nok at spise? Hvorfor græder den? Gør jeg det rigtigt? Hvorfor virker det ikke?
Når de begynder at kravle og gå og senere hen ud i børnehave eller anden pasningsordning så tænker man på om de kommer til skade? Får de nok at spise der hvor de er? Har de gode venner? Bliver de mobbet eller er de den der mobber?
Når de bliver endnu større så bekymrer man sig om man nu opdrager dem rigtigt? Den måde jeg behandler barnet på, hvilke konsekvenser vil det give dem senere hen? Vil jeg opdrage dem til at blive selvstændige mennesker, i stand til at træffe fornuftige og rationelle beslutninger?

Og så videre, og så videre. Når man så oven i købet er muslim og ønsker at videregive ens livsanskuelse til sine børn, så tænker man også på om man nu gør det rigtigt? Vil de følge det når de bliver ældre? Vil de blive retskafne eller en person uden moral?

Subhaan Allaah, det stopper bare aldrig. Jeg tror også, at når man er mor, så er man bare så kritisk overfor sig selv. Vi ønsker jo alle i bund og grund det bedste for vores børn, vores metoder er bare forskellige. Vi har forskellige værdier og holdninger, som vi ønsker at videregive til vores børn.

En ting som jeg personligt kan bekymre mig rigtig meget over og virkelig føle mig som en fiasko når det ikke går efter mit syn på sagen, det er med hensyn til deres kost og ernæring. Jeg føler mig som en dårlig mor, når jeg fylder dem med sukker og tomme kalorier. Jeg hader at se dem, i løbet af dagen (eller flere gange) sidde og sutte på slikkepinde eller spise diverse slags slik, chokolade, chips, sodavand osv. Jeg hader det og jeg får så ondt i maven over det og kan gå og stresse rigtig meget over det.

Sukker! I hate it. Raffineret sukker, om det er så er hvidt, brunt, rørsukker, brun farin, flormelis, muscovadosukker eller hvad de end hedder alle de udgaver der er, det er det samme. Tomme, ubrugelige, næringsløse kalorier. Der er intet godt i sukker, what so ever. Sukker går direkte ind i kroppen og fodrer hvem? Kræft. Det er det, som kræft spiser. Sukker. Hvorfor får man diabetes? Pga. man har spist for meget sukker og garanteret ikke dyrket nok motion.
Alle de kostråd der er, spis ikke for meget fedt, undgå friturestegt mad, ingen hvid mel, pasta og ris, ingen sukker, spise varieret osv. Så er det bedste helt klart at eliminere sukker fra ens kost, uden tvivl. Der er jo en grund til at det bliver kaldt den hvide død. Det er jo slet ikke noget der er naturligt. De spiste ikke sukker i gamle dage, fordi der var det ikke opfundet, hvordan man kunne trække sukkeren ud fra sukkerroen eller sukkerrøret og så smide al dens næring og mineraler væk. Dengang blev der brugt honning eller hvad de ellers havde af søde sager.
Profeten (fred være med ham) spiste heller ikke sukker, men til gengæld elskede hans honning. Det er naturligt, sundt og i det er der helbredelse for mennesker. Det står i Qur’aan og selv videnskaben har også anderkendt det, subhaan Allaah.

Vores børn de er en amaanah og vi vil blive spurgt om hvordan vi behandlede dem, opdragede dem og hvordan vi tog os af dem, det er inklusiv hvad vi fodrer dem med.
Usund mad = usund krop = mere syg = mindre ’ibaadah.
Sund mad = sund krop = mere rask = mere ’ibaadah.
Ikke så svært at vælge mellem de to. Jeg har det på samme måde med sukker, som jeg har det med økologi og pesticiderester osv. Jeg kan ikke bære det på min samvittighed, at jeg måske har været med til at de senere i livet får diabetes, kræft eller andre former for sygdomme, forårsaget af sukker og dårlig kost, eller alle de giftrester fra ikke-økologisk mad. Så kan man argumentere, at det er kun Allaah der ved hvad der sker i fremtiden og alt er med Allaahs vilje, så hvis Han vil at vi skal være syge, jamen så bliver vi syge. Men som modargument vil jeg sige, man har stadig et valg. Det er også Allaah der giver liv og død, og Allaah der bestemmer om vi skal blive kørt over af en bil mens vi krydser vejen. Alligevel kigger vi os får inden vi går over og løber ikke bare ud på motorvejen med den begrundelse, at hvis Allaah har bestemt jeg skal dø så dør jeg. Ergo har jeg også et valg om jeg vil hjælpe mine børn til en stærk krop eller om jeg vil være medhjælper til deres sygdom.

En hadeeth fra at-Tirmidhee siger, at en stærk troende er mere elsket hos Allaah end en svag troende. Det er fortolket til både at mene mht. ens eemaan men også en fysiske tilstand.

Hvis det stod til mig, så fik mine børn intet sukker, på nær når vi er inviteret ud. Der ønsker jeg ikke at være til besvær og det er en del af dårlige manerer at brokke sig. Jeg spiser det jeg får serveret, men hvis jeg har valgmuligheder i maden, så vælger jeg det som er sundest (eller mindst usundt). Det er bare svært for børnene at undvære slik, hvis dem omkring dem hele tiden tilbyder dem det eller hvis alle de andre børn spiser det. Det smager jo godt, det er der ingen tvivl om, men børn har ingen sans for hvad der er godt for dem og hvad der ikke er. Hvis det stod til dem ville de leve af vingummibamser og sodavand. Det er 100% op til forældrene at bestemme hvad de skal spise og hvad de ikke skal spise. Man kan ikke smide sit ansvar fra sig ved at sige, at børnene kræver det eller han skriger efter det og det orker jeg ikke at høre på osv. Det er totalt dårlige undskyldninger. Men det at give omgangskredsen skylden er vel egentlig en lige så dårlig undskyldning?

Lidt seeene tanker herfra..