As-salaamu ‘alaykum wa rahmatullaah,

Først og fremmest vil jeg lige linke til min venindes blog, som lige er kommet op at køre for en uges tid siden. Ulla Badullas Mor
Siden handler om lidt af hvert, tjek den ud, den er rigtig sød og spændende.

Kartoffelskræller…. smider man ikke bare dem i skraldespanden? Ikke nødvendigvis. Man kan faktisk bruge dem til en del. Hurra for genbrug og kreativitet :-)

Roser lavet af kartoffelskræller. DET er da godt nok kreativt, og så ser det flot ud og er noget så nemt at børnene også kan være med til det. Klik på billedet for at komme til hjemmesiden, som også er en blog.

Hvis man har en kompostbeholder i sin have, så kan man også anvende kartoffelskrællerne deri. Det bliver til muld og det giver nemlig rigtig god næring til jorden, så hvis man også har en køkkenhave vil det være super at bruge dertil.

I min research om kartofler fandt jeg endda ud af, at man kan bruge de friske, fugtige kartoffelskræller i ansigtet. Det skulle hjælpe hvis man er lidt hævet. De skal sidde på huden i ca. 15 minutter. Hvis nogen prøver det, så skriv lige nedenunder hvordan det gik.

Man kan også bruge sin kartoffelskræller til at lave en omgang grøntsagsbouillon. Hvis man koger skrællerne med en masse andre grøntsager såsom gulerødder, løg, selleri, hvidløg, persille, laubærblad, salt og peber, så får man en lækker bouillon som kan fryses ned og så kan den tilføjes til suppe og en masse andre retter.

Endnu en ting man kan bruge kartoffelskrællerne til: chips! Skrællerne smøres ind i olie, salt og peber, og evt. andre krydderier hvis det ønskes, og det bages så i ovnen indtil de er sprøde. Det er så ikke det allersundeste at bruge dem til, men lækkert er det sikkert.

Gode måder at anvende HELE kartoflen. Der er garanteret masser af andre måder også. Så er der heller ikke så meget skræl at smide ud og det er jo godt for miljøet. Specielt i Kbh., der sorterer man jo ikke affaldet, hvilket jeg synes er helt vildt for dårligt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Så til en lille opskrift. Raw æblegrød. Vi har haft spist det til morgenmad, og både mand og børn har tømt deres skåle. Det ligger rigtig let i maven, og jeg elsker den fornemmelse efter et sundt, raw måltid. Man føler sig så fyldt af energi. Denne ret er super nem, og den kan jo også spises til frokost eller om aftenen hvis man ønsker. Den er lavet af  Caroline Fibæk.


Raw æblegrød (1 person)
1 æble – uden stilk og kernehus
5 jordbær – evt. fra frost
lidt vand eller appelsinsaft (ca. ½ appelsin)
2 spsk knuste gyldne hørfrø
1 tsk lecithin granulat
10 mandler
1 banan

Æblerne og jordbærrene blendes med lidt vand eller appelsinsaft. Hørfrø og lecithin granulat tilsættes. Det hældes i en skål og grøden pyntes med mandler, banan og evt. blåbær. Grøden kan serveres med lidt mandelmælk hældt over.

Bon appetit!

Til aften fik vi tomatsuppe og nogle spidskommen “oblater” til. Opskriften kan findes her: http://kodfrifredag.wordpress.com/2010/12/30/spidskommenoblater/