As-salaamu ‘alaykum wa rahmatullaah,

Der er khayr i alt – også regnvejr. Selvom det kan være lidt kedeligt med gråt og vådt vejr, specielt når vi lige har haft dejlig varme sommerdage, så må vi bare huske på at træerne, græsset og blomsterne jo også har brug for vand. Og det er skønt at jeg ikke behøver at vande mine urter på altanen!

Min søn på 3 må være inde i en vokseperiode. De vokser selvfølgelig hele tiden, men han er helt vildt sulten for tiden. Han spiser næsten mere end mig.
Igår fik vi brune ris m. lidt kød, blomkål og regnbue (råkost af gulerødder, rødbeder og rosiner – min datter synes det lignede en regnbue) og han spiste en god portion. Efter vi havde ryddet af bordet og vasket op, så fik vi koldskål, og selv efter kan havde kværnet sådan en skål, ville han have banan også. Han kunne sagtens have fortsat hvis ikke jeg havde stoppet ham og sagt at nu var det altså vand for resten.
Så nu skal jeg sørge for at have nogle eftermiddagssnack parat til børnene når de kommer fra børnehave, eller bare hvis de går sukkerkolde. De har nu alligevel sommerferie fra på fredag inshaa Allaah, det er min sidste eksamen, juhuu!
En nem og hurtig, lækker eftermiddagssnack eller morgenmad kan være dette,


Banancrunch m. æble
1 banan
1 æble
1 håndfuld nødder
kanel
kakaonibs

Bananen skæres i skiver og æblet skæres i tern. Nødderne hakkes groft. Det hele blandes sammen med lidt kanel, og der drysses kakaonibs over.

Kakaonibs er små stykker af kakaobønnen. Hvis man kun er vant til Marabou, så er de ret bitre, men når man vænner sig til smagen, så er de virkelig lækre.
Her har jeg brugt mandler, men andre nødder fungerer ligeså fint f.eks. cashewnødder.

I øvrigt var det totalt logik for min søn, at da jeg sagde han ikke skulle give sin lillesøster sutten fordi hun ikke græd, så klaskede han hende bare én på hovedet så hun gjorde, for så kunne hun jo få sutten ik’!?

Umm Safiya